Log ind eller opret en gratis bruger for at stille Coju juridiske spørgsmål og få indsigtsfulde svar på ingen tid med henvisninger til relevante retskilder.
Log ind eller opret en gratis bruger for at få adgang til noter, domme, bekendtgørelser, vejledninger, forarbejder, mv.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Den foreslåede bestemmelse er ny. Bestemmelsen indeholder den centrale begrebsterminologi, der anvendes i lovforslaget. Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer af retstilstanden.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Bestemmelsens nr. 1-12 gennemfører artikel 2, litra a – l, i direktivet om urimelig handelspraksis. Bestemmelsens nr. 14 gennemfører artikel 2, litra f, i e-databeskyttelsesdirektivet. Bestemmelsens nr. 15 gennemfører artikel 2, litra h, i e-databeskyttelsesdirektivet.
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en særskilt definitionsbestemmelse. Definitionen af en købsopfordring fremgår i dag af lovteksten til markedsføringslovens § 12 a, stk. 3, og definitionen af gebyr fremgår i dag af markedsføringslovens § 13, stk. 7.
Visse af de øvrige definitioner findes i dag i bemærkningerne til markedsføringsloven, jf. lov nr. 1547 af 20. december 2006, FT 2006-2007, Tillæg A, sp. 2. Det gælder definitionerne af forbruger, handelspraksis, væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd, erhvervsmæssig diligenspligt og transaktionsbeslutning. Definitionen af elektronisk post fremgår af bemærkningerne til lov nr. 450 af 10. juni 2003, FT 2003-2004, Tillæg A, sp. 6696.
Lovændring: L1309 af 06-12-2019 § 1, nr 3.
I § 2, nr. 1, udgår »eller juridisk«.
Note: LFF 32 af 03-10-2019, bemærkninger til § 1
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 2, nr. 1, at en forbruger defineres som en fysisk eller juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Definitionen svarer til det almindelige danske, civilretlige forbrugerbegreb, se nærmere betænkning nr. 1540 (2013) om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder, side 84 ff. Begrebet anvendes på tværs af den danske forbrugerlovgivning og har siden den første danske markedsføringslov trådte i kraft i 1974 også været anvendt i markedsføringsloven.
Det foreslås, at »eller juridisk« udgår fra § 2, nr. 1, så en forbruger i markedsføringsloven alene defineres som en fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Bestemmelsen foreslås ændret som følge af, at Europa-Kommissionen har tilkendegivet, at definitionen af en forbruger i markedsføringsloven skal være i overensstemmelse med forbrugerbegrebet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, som alene omfatter fysiske personer.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, hvori det foreslås, at en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i markedsføringsloven sidestilles med en forbruger. Denne bestemmelse medfører, at den gældende retstilstand opretholdes.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 1 at definere begrebet forbruger som fysiske og juridiske personer, der hovedsageligt handler uden for deres erhverv. Definitionen svarer til det almindelige, danske civilretlige forbrugerbegreb, se nærmere betænkning nr. 1540 (2013) om gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder, side 84 ff. Dette begreb anvendes på tværs af den danske forbrugerlovgivning. Definitionen af en forbruger i direktivet om urimelig handelspraksis, som omfatter fysiske personer, der ikke udøver virksomhed som handlende, håndværker, industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, er indeholdt i den anvendte civilretlige definition.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Begrebet erhvervsdrivende er i dag gennemført i markedsføringsloven ved lov nr. 1389 af 21. december 2005, jf. denne lovs § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven finder anvendelse på privat virksomhed, samt offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Det foreslås i § 2, nr. 2 at definere begrebet erhvervsdrivende som en fysisk eller juridisk person, der udøver virksomhed som handlende, håndværkere eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne.
En erhvervsdrivende er således et bredt defineret begreb, der skal forstås som fysiske eller juridiske personer, der udøver privat erhvervsvirksomhed og offentlig erhvervsvirksomhed, som kan sidestilles hermed.
Erhvervsdrivende og de, der handler på vegne af disse eller i deres navn udøver privat erhvervsvirksomhed. Det samme gælder f.eks. tilfælde, hvor en erhvervsdrivende betaler nogen for at markedsføre sine produkter.
Bedømmelsen af om en fysisk person kan anses for at udøve erhvervsvirksomhed beror på en samlet vurdering af den pågældendes forhold. Det kræves ikke, at vedkommende udelukkende er beskæftiget som erhvervsdrivende eller har fast forretningssted. Det er heller ikke afgørende, om der tilsigtes opnået en gevinst ved virksomheden, men denne må dog have et vist omfang og være af en vis varighed.
Personer, der f.eks. fra deres hjem sælger produkter via internettet, og som søger en profit og/eller køber produkter med henblik på at sælge dem videre til en højere pris, vil efter en konkret vurdering også kunne blive anset for at udøve privat erhvervsvirksomhed.
Lovændring: L2192 af 30-11-2021 § 1, nr 2.
I § 2, nr. 3, indsættes efter »fast ejendom,«: »digitale tjenester og digitalt indhold samt«.
Note: LFF 13 af 06-10-2021, bemærkninger til § 1
Det følger af den gældende bestemmelse i markedsføringslovens § 2, nr. 3, at et produkt defineres som en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
Det foreslås at ændre § 2, nr. 3, hvorefter produktbegrebet udvides til også at omfatte digitale tjenester og digitalt indhold.
Digitale tjenester og digitalt indhold er i dag omfattet af produktbegrebet i markedsføringsloven. Den foreslåede ændring sikrer, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra c, i direktivet om urimelig handelspraksis, som ændret ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 1, litra a, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Definitionen af et produkt er anvendt i lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring. Ifølge den gældende lovs § 2, stk. 1, finder loven anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer eller tjenesteydelser på markedet. Det lægges i dag til grund, at denne fortolkning svarer til definitionen af produkt i direktivet om urimelig handelspraksis artikel 2, litra c.
Det foreslås i § 2, nr. 3 at definere begrebet produkt som en vare eller en tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter.
Markedsføringsloven omfatter således alle produkter, bortset fra dem, der eksplicit er undtaget lovens anvendelsesområde, jf. § 1. Det vil f.eks. sige, at bestemmelsen om gebyrer i § 16 ikke finder anvendelse på finansielle virksomheder.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 4 at definere begrebet handelspraksis, som enhver handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion.
Der er tale om en meget bred definition. En erhvervsdrivendes vejledning om et produkt er f.eks. omfattet. Det gælder også salgsfremmende foranstaltninger, som konkurrencer og rabatordninger, jf. betegnelsen med direkte relation til promovering.
Handelspraksis udspiller sig således ikke alene på markedsførings-, salgs, eller leveringstidspunktet, men også i tiden efter salget. F.eks. vil inkassoaktiviteter, eftersalgsservice og opkrævning af omkostninger i forhold til at skifte leverandør også kunne være omfattet af begrebet handelspraksis og dermed falde ind under reglerne i markedsføringsloven. Dette er f.eks. kommet til udtryk i EU-Domstolens afgørelse i C-388/13, Hatóság mod UPC Magyarország, hvoraf det fremgår, at eftersalgsservice er omfattet af begrebet handelspraksis.
Handelspraksis kan ud fra en konkret vurdering også omfatte imagemarkedsføring. Imagemarkedsføring kan f.eks. være branding af en virksomhed eller gennemførelse af CSR-initiativer, der skal virke positivt på selve virksomhedens omdømme, men som ikke direkte relaterer sig til virksomhedens produkter. En virksomheds omdømme er en uhåndgribelig værdi, som kan give virksomheden en konkurrencemæssig fordel, fordi virksomheden typisk vil blive opfattet som pålidelig, troværdig og ansvarlig. Et godt virksomhedsomdømme kan forøge virksomhedens indtægter, fordi det kan fastholde eller tiltrække forbrugerne til at købe virksomhedens produkter. Imagemarkedsføring kan derfor have en sådan karakter, at der i det konkrete tilfælde er tale om en handelspraksis. Hvis en erhvervsdrivende i en annonce oplyser, at denne bygger skoler i et tredjeverdensland eller støtter det lokale sportsmiljø, vil dette være imagemarkedsføring omfattet af begrebet handelspraksis.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 5 at begrebet transaktionsbeslutning defineres som en beslutning, der træffes af en forbruger, om hvorvidt, hvordan og på hvilke betingelser forbrugeren vil købe, foretage fuld eller delvis betaling for, beholde eller afhænde et produkt eller udøve en aftalemæssig rettighed i forbindelse med produktet, uanset om forbrugeren beslutter at foretage en transaktion eller ej. Begrebet dækker således et bredt udsnit af beslutninger, som en forbruger træffer i relation til et produkt.
De fleste almindelige handlinger, forbrugeren udfører forud for et køb, skal betragtes som transaktionsbeslutninger. Der kan bl.a. være tale om beslutningen om at begive sig hen til en butik, beslutningen om at gå ind i en butik, f.eks. efter at have set et skilt i butiksvinduet eller på gaden, eller beslutningen om at lade en erhvervsdrivende fremvise en vare. Det kan også være at klikke sig ind på den erhvervsdrivendes hjemmeside, f.eks. efter at have set en bannerreklame, og beslutningen om at bruge mere tid på internettet på potentielt at bestille et produkt. En beslutning om ikke at skifte til et andet produkt eller en anden udbyder er også en transaktionsbeslutning.
Transaktionsbeslutninger kan også være beslutninger, som forbrugerne træffer efter at have købt en vare eller indgået aftale om eller tegnet abonnement på en tjenesteydelse. Den vigtigste kategori af beslutninger efter køb er de beslutninger, der drejer sig om forbrugerens udøvelse af sine kontraktlige rettigheder, f.eks. retten til at hæve købet eller opsige en kontrakt eller retten til at bytte varen eller skifte til en anden udbyder.
En forbrugers købsbeslutning skal f.eks. betragtes som en transaktionsbeslutning, selvom købsbeslutningen ikke fører til eller efterfølges af, at der indgås en gyldig transaktion mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende. Det er således ikke en betingelse, at der indgås en bindende købsaftale i aftaleretlig forstand. Beslutningen om ikke at købe et produkt er således også en transaktionsbeslutning.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 6 at definere begrebet væsentlig forvridning af forbrugernes økonomiske adfærd som anvendelse af en handelspraksis, som mærkbart indskrænker forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning, hvorved forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som vedkommende ellers ikke ville have truffet.
Det er et krav, at der er tale om en påvirkning, der er mærkbar nok til at ændre gennemsnitsforbrugerens transaktionsbeslutning, således at forbrugeren træffer en transaktionsbeslutning, som forbrugeren ellers ikke ville have truffet. Det vil derfor være afgørende for, at en handelspraksis er omfattet af begrebet, at den pågældende handelspraksis er egnet til mærkbart at påvirke forbrugerens transaktionsbeslutning.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Definitionen af adfærdskodeks, kodeksindehaver, lovregulerede erhverv og samtykke findes ikke i den gældende lov.
Det foreslås i § 2, nr. 7 at definere begrebet adfærdskodeks som en aftale eller et regelsæt, der ikke følger af love eller administrative bestemmelser, hvorigennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken denne forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere former for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.
Den foreslåede markedsføringslov indeholder ingen særlige bestemmelser om eller krav til et adfærdskodeks’ indhold, men slår i den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 9, fast, at der ved vurderingen af, om en erhvervsdrivende vildleder forbrugere skal tages hensyn til den erhvervsdrivendes forpligtelser til at følge adfærdskodeks, som den erhvervsdrivende angiver at være bundet af.
Et adfærdskodeks er f.eks. retningslinjerne for markedsføring af alkoholholdige drikkevarer.
Ud over den foreslåede bestemmelse om vildledende handlinger, indeholder lovens bilag 1 også bestemmelser, der forbyder erhvervsdrivende at hævde at have underskrevet et adfærdskodeks, når dette ikke er tilfældet, eller at et adfærdskodeks er underskrevet af en myndighed, når det ikke er tilfældet, jf. bilagets nr. 1 og 3.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 8 at definere begrebet kodeksindehaver som et organ, herunder en erhvervsdrivende eller gruppe af erhvervsdrivende, som er ansvarlig for udformningen og opdateringen af et adfærdskodeks eller for at overvåge, at kodeksen overholdes af de parter, som har forpligtet sig i henhold til dette. Kodeksindehavere kan f.eks. være brancheforeninger, der har etiske regler for deres medlemmer, Alkoholreklamenævnet, Læskedrikreklamenævnet og Forum for Fødevarereklamer.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 9 at definere begrebet god erhvervsskik. Begrebet dækker over standarden for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugerne, og som står i rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Begrebet dækker det samme som begrebet erhvervsmæssig diligenspligt, der benyttes i direktivet om urimelig handelspraksis.
Der er ikke tale om et fast begreb, men om en dynamisk standard, der kan variere fra branche til branche.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i § 2, nr. 10 at definere begrebet købsopfordring som en kommerciel kommunikation, hvori produktets karakteristika og pris er oplyst på en måde, som er passende i forhold til det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel, og hvorved forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb. Den kommercielle kommunikation skal således indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at forbrugeren kan træffe en købsbeslutning, før der er tale om en købsopfordring.
Det beror på en konkret vurdering, om omtalen af produktets karakteristika og pris er tilstrækkelig og har en sådan karakter og detaljeringsgrad til, at der foreligger en købsopfordring. I vurderingen indgår bl.a. produktets art. Ved komplicerede produkter, som f.eks. forsikringsaftaler, vil kravene til omtalen af produktets karakteristika således være større, for at der foreligger en købsopfordring, end ved ukomplicerede produkter, som f.eks. en liter mælk.
Udstilling af eller mundtlig fremhævelse af en specifik vare med oplysning om prisen vil ofte være tilstrækkelig til, at der er tale om en købsopfordring. EU-Domstolen har i dommen C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB, udtalt, at en præsentation i ord og billeder kan gøre det muligt for forbrugeren at danne sig et indtryk af produktets art og karakteristika med henblik på at træffe en transaktionsbeslutning, herunder i tilfælde, hvor den samme præsentation beskriver et produkt, der udbydes i flere udformninger.
Markedsføring af en virksomhed eller et varemærke, som ikke indeholder omtale af specifikke produkter, som f.eks. Køb bøger på voresboghandel.dk eller Kom ind og prøvekør en af vores nyindkøbte biler hos Bilforhandleren er ikke købsopfordringer. Reklamer, hvor en ny vareserie lanceres uden præciserende oplysninger om de enkelte produkter anses som udgangspunkt heller ikke for købsopfordringer. Ved omtale af et helt specifikt produkt vil der kunne foreligge en købsopfordring, hvis omtalen af det pågældende produkt indeholder faktuelle oplysninger samt pris.
Hvorvidt oplysningen om produktets karakteristika og pris er tilstrækkelige til at forbrugeren kan træffe en købsbeslutning, afhænger endvidere af det anvendte kommercielle kommunikationsmiddel og mediets art indgår derfor i den samlede vurdering af, hvorvidt der foreligger en købsopfordring. I den forbindelse kan der f.eks. ligges vægt på varigheden, synligheden og størrelsen af oplysningerne i forhold til, hvilket medie, oplysningerne bringes i.
Det må dernæst vurderes, om oplysningerne om produktets oplyste karakteristika og pris har en sådan karakter og detaljeringsgrad, at forbrugeren kan foretage et køb.
Det følger af EU-Domstolens afgørelse i sag C-122/10, Konsumentombudsmannen mod Ving Sverige AB, at der foreligger en købsopfordring, når oplysningerne vedrørende det annoncerede produkt og dets pris er tilstrækkelige til, at forbrugeren kan træffe en transaktionsbeslutning, uden at det er nødvendigt, at den kommercielle kommunikation ligeledes giver en faktisk mulighed for at købe produktet, eller at den kommercielle kommunikation forekommer i forbindelse med en sådan mulighed.
Det er derfor ikke en betingelse, at den kommercielle kommunikation indeholder en bestillingskupon, et telefonnummer eller lignende, for at der foreligger en købsopfordring. Tilsvarende kan det heller ikke kræves, at en annonce på internettet er forbundet med en bestillingsfacilitet, hvor forbrugeren kan erhverve produktet, som den kommercielle kommunikation omhandler.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i nr. 11 at definere begrebet utilbørlig påvirkning som udnyttelse af en magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af vold på en måde, som væsentligt begrænser forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i nr. 12 at definere begrebet lovregulerede erhverv som en eller flere former for erhvervsmæssig virksomhed, når der enten direkte eller indirekte ifølge lov eller administrative bestemmelser kræves bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer for at optage eller udøve denne virksomhed eller en form heraf.
Et erhverv er lovreguleret, hvis man f.eks. skal have en bestemt autorisation, bestå bestemte eksamener eller registreres hos en faglig organisation, inden man kan udøve det. Eksempler på lovregulerede erhverv er bl.a. VVS-installatører, elektrikere og advokater.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Bestemmelsens nr. 13 er ikke en gennemførsel af EU-regler. Bestemmelsen er en national regel og indeholder definitionen på et gebyr i markedsføringslovens forstand.
Det foreslås i nr. 13 at definere begrebet gebyr som en betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af et produkt, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
Det afgørende er ikke, hvordan omkostningen betegnes i aftalen, men om den har en sådan karakter, at den falder ind under definitionen. Som eksempel på gebyrer kan nævnes faktureringsgebyrer, betalingsgebyrer og opsigelsesgebyrer.
Gebyrer kan både være tvungne eller valgfrie. Det omhandler f.eks. betalinger for en ydelse, som direkte eller indirekte knytter sig til erhvervelsen eller leveringen af et produkt.
Lovændring: L1309 af 06-12-2019 § 1, nr 4.
I § 2, nr. 14, ændres »og« til: »,«, og efter »informeret« indsættes: »og utvetydig«.
Note: LFF 32 af 03-10-2019, bemærkninger til § 1
Det følger af den gældende bestemmelse i § 2, nr. 14, i markedsføringsloven, at et samtykke defineres som enhver frivillig, specifik og informeret viljetilkendegivelse.
Det foreslås i § 2, nr. 14, at ændre » og« til »,« og efter »informeret« at indsætte »og utvetydig«.
Samtykket skal således være utvetydigt for at være gyldigt. Det betyder, at et samtykke, der er givet, ikke må give anledning til tvivl. Det afgørende er, at det er klart, at der foreligger et samtykke.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at definitionen af et samtykke i markedsføringsloven er i overensstemmelse med definitionen af et samtykke i databeskyttelsesforordningen.
Definitionen af et samtykke er ikke særlig knyttet til kommunikation til direkte markedsføringsformål, og begrebet samtykke vil, som efter de gældende regler, skulle forstås i overensstemmelse med artikel 4, nr. 11, og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF. I relation til markedsføring er det afgørende, at samtykke kan gives ved ethvert passende middel, der muliggør en frit givet, specifik, informeret og utvetydig angivelse af den pågældendes ønsker.
Bestemmelsen gennemfører artikel 2, litra f, i e-databeskyttelsesdirektivet, og indsættelsen af det nye krav om utvetydighed har til formål at bringe markedsføringslovens samtykkekrav i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen, som e-databeskyttelsesdirektivet henviser til.
Databeskyttelsesforordningen finder direkte anvendelse i dansk ret, og definitionen af et samtykke fortolkes derfor i praksis i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens bestemmelser. Forslaget vil derfor ikke påvirke den hidtil gældende retstilstand, jf. lovforslagets afsnit 2.2.2.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i nr. 14 at definere begrebet samtykke. Ved et samtykke skal forstås enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse.
Definitionen af et samtykke er ikke særlig knyttet til kommunikation til direkte markedsføringsformål og begrebet samtykke skal forstås i overensstemmelse med persondatalovens § 3, nr. 8. I relation til markedsføring er det afgørende, at samtykke kan gives ved ethvert passende middel, der muliggør en frit givet, specifik og informeret angivelse af brugerens ønsker.
Der er ikke nogen formkrav i forhold til afgivelse af samtykke. Samtykket kan gives såvel skriftligt som mundtligt, ligesom samtykket også vil kunne gives digitalt. Bevisbyrden for, at der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den erhvervsdrivende.
Et samtykke skal være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, at der gives samtykke, og hvad det er, der gives samtykke til. Den erhvervsdrivende må således sikre sig, at den der afgiver samtykket, har tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, om den pågældende ønsker at afgive et samtykke. Heri ligger, at samtykket skal være udtryk for et aktivt tilvalg for den, der afgiver samtykket. Det vil således ikke være i overensstemmelse med kravet, hvis et afkrydsningsfelt er forhåndsafkrydset med en tekst om, at man giver sit samtykke til at modtage markedsføring. Hvis et samtykke indhentes i forbindelse med f.eks. en konkurrence eller en spørgeskemaundersøgelse, skal det være klart for forbrugerne, at der samtidig med deltagelsen i konkurrencen m.v. gives samtykke til at modtage markedsføring.
Det er et krav, at et samtykke er givet frivilligt.
Samtykket skal desuden være specifikt for at være gyldigt. Med andre ord accepteres et generelt samtykke uden nærmere angivelse af det præcise formål med anvendelsen af samtykket ikke.
Det betyder, at det klart og utvetydigt skal fremgå, hvad det er, der meddeles samtykke til, hvem det er, der meddeles samtykke til og hvilken kommunikationsform, der afgives samtykke til at anvende. Det betyder, at hvis forbrugeren har givet samtykke til at modtage markedsføring via sms, kan den erhvervsdrivende ikke sende e-mails til forbrugeren.
Kravet om, at samtykket skal være specifikt, medfører endvidere, at de produkter, eller de kategorier af produkter, der kan blive sendt markedsføring om, klart skal oplyses over for modtageren. Formålet kan dog formuleres forholdsvis bredt. Det vil f.eks. være muligt for en supermarkedskæde at indhente samtykke til markedsføring inden for vores produktsortiment.
Den der afgiver samtykket, skal være klar over, hvilke(n) virksomhed(er) der afgives samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra. Øvrige koncernselskaber betragtes i denne forbindelse ikke som samme virksomhed og vil således ikke være omfattede at det givne samtykke, medmindre det eksplicit oplyses, at der også gives samtykke til disse selskaber.
Et samtykke givet til en konkret, navngivet erhvervsdrivende, vil ikke kunne overdrages til en anden erhvervsdrivende til markedsføring, medmindre der er tale om, at den anden erhvervsdrivende har overtaget den pågældende forretningsaktivitet og i øvrigt kun markedsfører sig inden for samtykkets rammer. En virksomhed kan således kun succedere i en anden virksomheds ret til at bruge et samtykke, hvis virksomhedernes aktiver og passiver overtages. En virksomhed kan ikke benytte et samtykkeregister, der er købt af et konkursbo, uden at virksomheden i øvrigt har overtaget den forretningsaktivitet, som samtykkeregisteret er knyttet til.
Hvis man som erhvervsdrivende ønsker at videregive oplysninger, skal der i forbindelse med indhentelsen af samtykket, også anmodes om samtykke til at videregive oplysninger til specifikke tredjemænd. Den information, der gives til kunden, skal oplyse formålet(ene) og de produkter eller de kategorier af produkter, for hvilke de pågældende tredjeparter vil sende markedsføring.
Et samtykke skal kunne tilbagekaldes let og gebyrfrit på et hvilket som helst tidspunkt, jf. § 10, stk. 1. Virkningen heraf vil i givet fald være, at den erhvervsdrivende fra det tidspunkt tilbagekaldelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende, ikke længere kan fremsende markedsføring via elektronisk post til den pågældende.
Note: LFF 40 af 12-10-2016, bemærkninger til § 2
Det foreslås i nr. 15 at definere begrebet elektronisk post. Ved elektronisk post forstås enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offentligt kommunikationsnet, og som kan lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil meddelelsen hentes af modtageren.
Denne definition er teknologineutral og skal fortolkes bredt. Formålet er at sikre, at brugere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester opnår den samme beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, uanset hvilken teknologi tjenesterne baserer sig på.
Om en henvendelse er omfattet af begrebet elektronisk post, beror på en konkret vurdering. For det første skal meddelelsen sendes via et offentligt kommunikationsnet. Hvis kommunikationen sker via en tjeneste på internettet, der ikke på forhånd er afgrænset til en bestemt kreds af slutbrugere, vil meddelelsen være sendt via et offentligt kommunikationsnet.
For det andet skal meddelelsen lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil den hentes af modtageren.
For det tredje skal meddelelsen sendes til brugeren via et offentligt kommunikationsnet. Heri indlægges den forudsætning, at meddelelsen sendes til en bestemt modtagers elektroniske adresse.
E-mails, sms, mms og andre lignende applikationer, der benyttes til at sende beskeder, hvori billeder, lyd og tekst f.eks. kan kombineres, via internettet eller mobiltelefoni er omfattet af begrebet elektronisk post. Det samme gør sig gældende for online e-mailtjenester, som f.eks. g-mail.com og hotmail.com.
Listen er ikke udtømmende, og begrebet elektronisk post er et dynamisk begreb, der til enhver tid skal ses i lyset af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling.
Markedsføring, der er afhængige af, at modtageren er online, og som forsvinder af sig selv, når modtageren ikke længere er online (f.eks. pop-up reklamer og reklamer via ens news feed), er ikke omfattet af definitionen elektronisk post. Denne form for markedsføring kan efter omstændighederne falde ind under den foreslåede § 10, stk. 4.
Lovændring: L2192 af 30-11-2021 § 1, nr 3.
I § 2 indsættes som nr. 16 og 17:
Note: LFF 13 af 06-10-2021, bemærkninger til § 1
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af rangordning eller af onlinemarkedsplads.
Det foreslås at indsætte et nyt § 2, nr. 16, hvorefter rangordning defineres som den relative betydning, der tillægges produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Ved rangordning skal således forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra m, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. m, i markedsføringsloven.
Det foreslås at indsætte et nyt § 2, nr. 17, hvorefter onlinemarkedsplads defineres som en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
En onlinemarkedsplads er en tjenesteydelse, som gør det muligt for forbrugere at indgå en aftale om køb af et produkt eller en tjenesteydelse. Tjenesteydelsen skal således give forbrugeren mulighed for at indgå en fjernsalgsaftale, før der er tale om en onlinemarkedsplads. App-butikker, der fungerer som onlineforretninger med henblik på digital distribution af applikationer eller softwareprogrammer fra tredjemand er også en onlinemarkedsplads.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra n, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringssdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. n, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Lovændring: L2192 af 30-11-2021 § 1, nr 3.
I § 2 indsættes som nr. 16 og 17:
Note: LFF 13 af 06-10-2021, bemærkninger til § 1
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af rangordning eller af onlinemarkedsplads.
Det foreslås at indsætte et nyt § 2, nr. 16, hvorefter rangordning defineres som den relative betydning, der tillægges produkter, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af den erhvervsdrivende, uanset de teknologiske midler, der anvendes til en sådan præsentation, opstilling eller kommunikation.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Ved rangordning skal således forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra m, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringsdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. m, i markedsføringsloven.
Det foreslås at indsætte et nyt § 2, nr. 17, hvorefter onlinemarkedsplads defineres som en tjenesteydelse, der gør brug af software, herunder et websted en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, der giver forbrugere mulighed for at indgå fjernsalgsaftaler med andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
En onlinemarkedsplads er en tjenesteydelse, som gør det muligt for forbrugere at indgå en aftale om køb af et produkt eller en tjenesteydelse. Tjenesteydelsen skal således give forbrugeren mulighed for at indgå en fjernsalgsaftale, før der er tale om en onlinemarkedsplads. App-butikker, der fungerer som onlineforretninger med henblik på digital distribution af applikationer eller softwareprogrammer fra tredjemand er også en onlinemarkedsplads.
Begrebet er nyt i markedsføringsloven.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra n, i direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved moderniseringssdirektivets artikel 3, nr. 1, litra b, nr. n, i markedsføringsloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2. og 2.1.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Lovteksten er konsolideret af Coju den 2025-01-01, som er ikrafttrædelsesdato for den seneste ændring.
Konsoliderede ændringslove: L 2024-12-30 nr. 1669
______________________