Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås efter § 11 før overskriften før § 12 at indsætte overskriften »Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder«.

Forslaget er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 2, nr. 1, foreslås at indføre forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder i §§ 11 a og 11 b i markedsføringsloven. Overskriften foreslås derfor indsat i overensstemmelse hermed.

Der er i gældende ret intet forbud mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Det foreslås i § 11 b, stk. 1, at enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller af kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Forbuddet vil som udgangspunkt gælde enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og af forbrugerkreditaftaler. Det betyder, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsætningen af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomhedens forretning i øvrigt, er omfattet af forbuddet. Forbuddet vil indebære, at forbrugslånsvirksomheden hverken må markedsføre forbrugslånsvirksomheden, herunder f.eks. navn, logo eller andre kendetegn, der identificerer forbrugslånsvirksomheden, eller forbrugerkreditaftaler uanset årlig omkostning i procent, hvis markedsføring sker i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

...

En kreditaftale er defineret i § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en aftale, hvorved en virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbrugerkredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler med variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.

En forbruger er defineret i markedsføringslovens § 2, nr. 1, som en fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Efter markedsføringslovens § 1 a sidestilles en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i markedsføringsloven med en forbruger.

Både fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, som defineret i lov om kreditaftaler, er omfattet af forbuddet. Således vil eksempelvis influenter og låneplatforme være omfattet, og en forbrugslånsvirksomhed vil f.eks. ikke lovligt kunne indgå aftale med en influent om at markedsføre forbrugslånsvirksomheden eller forbrugerkreditaftaler til forbrugere på forbrugslånsvirksomhedens vegne.

Forbuddet vil gælde alle steder, uanset hvilket medie markedsføringen finder sted. Til eksempel må markedsføring hverken ske online, herunder på internettet, sociale medier eller applikationer, i tv eller radio, on-demand, i trykte medier, på skilte eller digitale skærme i det offentlige rum, på eller i offentlige transportmidler, i forretningsvinduer eller på private husgavle og lignende.

Det afgørende for, om forbuddet vil finde anvendelse er, at markedsføringen af forbrugslånsvirksomheden eller forbrugerkreditaftaler sker i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Dette vil bero på en konkret vurdering.

Det vil f.eks. gælde ved markedsføring i reklameblokke, som programsponsorat eller som produktplacering. Flere programmer med indbyrdes sammenhæng skal i den forbindelse ses som en helhed. Det vil således ikke være tilladt at placere reklamer for forbrugslånsvirksomheder eller forbrugerkreditaftaler i et optaktsprogram til et program, der er sponsoreret af eller indeholder reklameblokke med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Forbuddet vil derimod ikke omfatte forbrugslånsvirksomheders sponsorering af f.eks. sportsklubber og lignende. Det vil fortsat være muligt for både en forbrugslånsvirksomhed og en spiludbyder at annoncere i samme avis eller klubblad. Det må dog ikke ske i f.eks. samme artikel i avisen eller klubbladet, ligesom at det ikke må ske på samme side eller to sider, der kan ses samtidig af læseren. Annoncering på eksempelvis side 2 i en avis af en spiludbyder og annoncering på eksempelvis side 8 af en forbrugslånsvirksomhed i samme avis kan imidlertid lovligt ske, så længe der ikke linkes eller lignende mellem de to annoncer.

Derudover vil det ikke anses som markedsføring af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis eksempelvis en bank har logo, reklamer for forbrugerkreditaftaler eller lignende i forretningslokalets vindue, mens der på et rulleskilt ved et busstoppested tæt på vinduet reklameres for spil. Tilsvarende vil gælde en forbrugslånsvirksomhed, som markedsfører muligheden for at optage forbrugerkreditaftaler i tv forud for en fodboldkamp, selvom der på bannerreklamer på stadion, hvor fodboldkampen finder sted, vises reklamer for spil.

Ved spil forstås i overensstemmelse med § 5, nr. 1-9, i bekendtgørelse af lov nr. 1494 af 6. december 2016 om spil lotteri, kombinationsspil og væddemål. Lotteri defineres heri som aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende beror på tilfældighed. Kombinationsspil defineres som aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og tilfældighed. Endelig defineres væddemål som aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om resultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en fremtidig hændelse.

Det påhviler den enkelte forbrugslånsvirksomhed selv at sikre sig, at der ikke købes reklametid eller sker anden markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Markedsføringsforbuddet foreslås indført for at begrænse den intensive markedsføring af forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger, som i dag finder sted. Særligt i forbindelse med sportsprogrammer ses markedsføring af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomheder ofte i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere. Forbuddet skal understøtte, at færre forbrugere bliver eksponeret for og optager forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger til brug for spil med risiko for at blive fanget i en gældsspiral.

Overtrædelse af forbuddet vil kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 b, stk. 1, er de fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, der markedsfører en forbrugslånsvirksomhed eller kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale eller finansieringskøb.

Gerningsindholdet består i markedsføring af en forbrugslånsvirksomhed eller kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale eller finansieringskøb.

Spiludbydere, der markedsfører sig, er derimod ikke ansvarssubjekt for overtrædelse af § 11 b, stk. 1.

Medievirksomheder er heller ikke ansvarssubjekt for overtrædelse af § 11 b, stk. 1. Udbydere af fjernsyn, on-demand audiovisuelle medietjenester og radio er dog undergivet reglerne i bekendtgørelse nr. 801 af 21. juni 2013 om reklamer og sponsorering m.v. af programmer i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber (reklamebekendtgørelsen).

Det er i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1, fastsat, at reklame i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester, som al anden reklame, skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig og være udformet med behørig social ansvarsfølelse. I bekendtgørelsens § 7, stk. 2, er det fastsat, at reklamer skal være i overensstemmelse med markedsføringsloven og i øvrigt respektere alment accepterede reklameetiske normer. Markedsføringslovens regler har således betydning, når der udsendes reklamer i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester.

Overtrædelse af reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, kan straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 39, stk. 1. Udbydere af fjernsyn, on-demand-audiovisuelle medietjenester og radio kan således ifalde bøde for overtrædelse af reglerne i reklamebekendtgørelsen om, at reklame skal være lovlig og være i overensstemmelse med markedsføringsloven.

Efter lovforslagets § 1, nr. 8, vil Finanstilsynet få mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse, hvis virksomheden groft eller gentagne gange ikke efterlever forbuddet i markedsføringslovens § 11 b. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 9.

Det foreslås i § 11 b, stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.

En boligkreditaftale er defineret i § 2, nr. 1, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit, som en kreditaftale, hvormed en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en låntager kredit, sikret ved pant, eller ved anden sikkerhed i fast ejendom til beboelse, eller anden rettighed knyttet til fast ejendom til beboelse, eller en kreditaftale, hvormed en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en låntager kredit hvis formål er erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger.

I lighed med ÅOP-loftet vil undtagelsen finde anvendelse, uanset om kreditaftalen sikres ved direkte pant, et ejerpantebrev, eller der gives pant i brugsretten til en andelsbolig. Forbuddet i § 11 b, stk. 1, finder derimod anvendelse, hvis en kreditaftale sikres ved pant i f.eks. en bil eller båd.

Det foreslås i § 11 b, stk. 3, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

Forslaget vil medføre, at der gerne må ske markedsføring af finansieringskøb af en vare eller tjenesteydelse i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Derved begrænses forbuddet i § 11 b, stk. 1, til markedsføring af forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling og virksomheder, der udbyder forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling.

Undtagelsen foreslås indført, da finansieringskøb af en vare eller tjenesteydelse ikke i samme grad som forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling vurderes at kunne fremme ludomani ved markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2. i de almindelige bemærkninger.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Ved forbrugslånsvirksomhed forstås i overensstemmelse med § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder en virksomhed, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, jf. lovens § 1, stk. 1. Lovens § 1, stk. 1, vedrører kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos en anden virksomhed, kreditaftaler, der ydes uafhængigt af et køb af en vare eller tjenesteydelse, eller kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Ved årlige omkostninger i procent forstås i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 4, nr. 9, de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4, i kreditaftaleloven.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 1, at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, jf. dog stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse er ny.

... Det vil bero på en konkret vurdering, hvorvidt markedsføringen indeholder opfordring til at optage forbrugerkreditaftaler.

En kreditaftale er defineret i § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en aftale, hvorved en virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbrugerkredit i form af henstand med betalingen, lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af tjenesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler med variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.

En forbruger er defineret i markedsføringslovens § 2, nr. 1, som en fysisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Efter markedsføringslovens § 1 a sidestilles en juridisk person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i markedsføringsloven med en forbruger.

...

Det afgørende for, om en forbrugslånsvirksomhed er omfattet af forbuddet er, at forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover. Det vil sige, at forbuddet vil gælde, når en forbrugslånsvirksomhed har en forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover i virksomhedens sortiment.

...

Forbuddet vil indebære, at hvis en forbrugslånsvirksomhed udbyder en enkelt forbrugerkreditaftale med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, vil det ikke være tilladt for virksomheden at markedsføre nogen former for forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent. Derimod vil forbrugslånsvirksomheder, der udelukkende udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på mindre end 25 procent, ikke være omfattet af forbuddet, og de vil således kunne markedsføre alle deres forbrugerkreditaftaler, jf. dog den foreslåede § 11 b. Efter den foreslåede § 11 b vil enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og af forbrugerkreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere være forbudt, medmindre der er tale om markedsføring af en boligkreditaftale, jf. stk. 2, eller hvis kredit udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren, jf. stk. 3.

Både fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, som defineret i lov om kreditaftaler, er omfattet af forbuddet. Således vil eksempelvis influenter og låneplatforme også være omfattet. En forbrugslånsvirksomhed vil dermed ikke lovligt kunne indgå aftale f.eks. med en influent om at markedsføre forbrugerkreditaftaler på forbrugslånsvirksomhedens vegne.

Forbuddet vil gælde alle steder, uanset hvilket medie markedsføringen finder sted, jf. dog undtagelserne i den foreslåede stk. 3. Til eksempel må markedsføring hverken ske online, herunder på internettet, sociale medier eller applikationer, i tv, radio eller i trykte medier, på skilte eller digitale skærme i det offentlige rum, på eller i offentlige transportmidler, i forretningsvinduer eller på private husgavle og lignende.

Markedsføringsforbuddet foreslås indført for at begrænse den intensive markedsføring af forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger, som i dag finder sted. Forbuddet skal understøtte, at færre forbrugere bliver eksponeret for og indgår forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger med risiko for at blive fanget i en gældsspiral.

Overtrædelse af forbuddet vil kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 a, stk. 1, er de fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, der markedsfører kreditaftaler til forbrugere, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale.

Gerningsindholdet består i markedsføring kreditaftaler til forbrugere, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, når kreditaftalen ikke er en boligkreditaftale.

Medievirksomheder er derimod ikke ansvarssubjekt for overtrædelse af § 11 a, stk. 1. Udbydere af fjernsyn, on-demand audiovisuelle medietjenester og radio er undergivet reglerne i bekendtgørelse nr. 801 af 21. juni 2013 om reklamer og sponsorering m.v. af programmer i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester samt indgåelse af partnerskaber (reklamebekendtgørelsen).

Det er i reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1, fastsat, at reklame i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester, som al anden reklame, skal være lovlig, sømmelig, hæderlig og sandfærdig og være udformet med behørig social ansvarsfølelse. I bekendtgørelsens § 7, stk. 2, er det fastsat, at reklamer skal være i overensstemmelse med markedsføringsloven og i øvrigt respektere alment accepterede reklameetiske normer. Markedsføringslovens regler har således betydning, når der udsendes reklamer i radio, fjernsyn og on-demand-audiovisuelle medietjenester.

Overtrædelse af reklamebekendtgørelsens § 7, stk. 1 og 2, kan straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 39, stk. 1. Udbydere af fjernsyn, on-demand-audiovisuelle medietjenester og radio kan således ifalde bøde for overtrædelse af reglerne i reklamebekendtgørelsen om, at reklame skal være lovlig og være i overensstemmelse med markedsføringsloven.

Efter lovforslagets § 1, nr. 8, vil Finanstilsynet få mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse, hvis virksomheden groft eller gentagne gange ikke efterlever forbuddet i markedsføringslovens § 11 a. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 9.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af boligkreditaftaler.

En boligkreditaftale er defineret i § 2, nr. 1, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit, som en kreditaftale, hvormed en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en låntager kredit, sikret ved pant, eller ved anden sikkerhed i fast ejendom til beboelse, eller anden rettighed knyttet til fast ejendom til beboelse, eller en kreditaftale, hvormed en kreditgiver yder eller giver tilsagn om at yde en låntager kredit hvis formål er erhvervelse eller bevarelse af ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger.

I lighed med ÅOP-loftet vil undtagelsen finde anvendelse uanset om kreditaftalen sikres ved direkte pant i et ejerpantebrev, eller om der gives pant i brugsretten til en andelsbolig. Forbuddet i § 11 a, stk. 1, vil derimod finde anvendelse, hvis en kreditaftale sikres ved pant i f.eks. en bil eller båd.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Forbuddet vil gælde enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsætningen af forbrugerkreditaftaler. Forbuddet relaterer sig til markedsføringen af selve forbrugerkreditaftalen og ikke forbrugslånsvirksomheden i sig selv. Forbrugslånsvirksomheden vil således fortsat kunne markedsføre f.eks. sit navn, logo eller andre kendetegn, der identificerer forbrugslånsvirksomheden. Såfremt markedsføringen indeholder en opfordring til at optage forbrugerkreditaftaler, vil der derimod være tale om markedsføring af en forbrugerkreditaftale.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Undtagelserne i § 11 a, stk. 3, foreslås indført, da det fortsat vil være lovligt at udbyde forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på 25 procent og derover, jf. dog det i lovforslagets § 1, nr. 1, fastsatte ÅOP-loft. Undtagelserne skal sikre, at forbrugere fortsat har mulighed for aktivt at afsøge markedet for forbrugerkreditaftaler. I den forbindelse skal udbyderne overholde de oplysningskrav, der følger af markedsføringslovens § 18.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, nr. 1, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted.

Ved forretningssted forstås i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven ethvert ikke-flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, eller ethvert flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag. Markedsføring må således gerne ske i forbrugslånsvirksomhedens eget forretningslokale, men ikke f.eks. på forretningslokalets husgavl eller på en tilhørende parkeringsplads.

Selvom en forbrugslånsvirksomhed er omfattet af forbuddet i § 11 a, stk. 1, vil virksomheden således alligevel kunne markedsføre virksomhedens forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted. Det bemærkes hertil, at forbuddet i § 11 a, stk. 1, er en hovedregel, og at stk. 3, nr. 1 alene indeholder en undtagelse til hovedreglen. Derfor vil en forbrugslånsvirksomhed, som er omfattet af markedsføringsforbuddet, alene kunne markedsføre sine forbrugerkreditaftaler på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, nr. 2, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere på forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af forbrugslånsvirksomheden.

Markedsføring må således gerne ske på forbrugslånsvirksomhedens egen hjemmeside, hvorfra en forbruger kan optage en kreditaftale, men ikke som bannerreklamer eller lignende på internettet.

Markedsføring må endvidere gerne ske i forbrugslånsvirksomhedens system til brug for fjernsalg, forudsat at det drives af forbrugslånsvirksomheden. Et eksempel herpå kan være forbrugslånsvirksomhedens egen applikation, hvorfra en forbruger kan optage en forbrugerkreditaftale. I så fald må markedsføring af forbrugerkreditaftalen gerne ske i applikationen. Dermed er markedsføring ikke kun begrænset til et forretningssted eller hjemmeside, men kan også ske i systemer til brug for fjernsalg, der drives af forbrugslånsvirksomheden, hvorfra det er muligt for forbrugere at ansøge om en forbrugerkreditaftale. Afsætning af en forbrugerkreditaftale f.eks. gennem en tilbudsavis eller en sammenligningsside på internettet betragtes imidlertid ikke som et system til brug for fjernsalg, der drives af forbrugslånsvirksomheden.

Selvom en forbrugslånsvirksomhed er omfattet af forbuddet i § 11 a, stk. 1, vil virksomheden således alligevel kunne markedsføre virksomhedens forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent på forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af forbrugslånsvirksomheden. Det bemærkes hertil, at forbuddet i § 11 a, stk. 1, er en hovedregel, og at stk. 3, nr. 2 alene indeholder en undtagelse til hovedreglen. Derfor vil en forbrugslånsvirksomhed, som er omfattet af markedsføringsforbuddet, alene kunne markedsføre sine forbrugerkreditaftaler for de i stk. 3, nr. 2 nævnte tilfælde og steder.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, nr. 3, litra a, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

Der skal være tale om en specifik vare eller tjenesteydelse. Der må således ikke være tale om markedsføring af muligheden for kredit i form af henstand med betalingen for varer eller tjenesteydelser generelt.

Der kan enten være tale om sælgers finansiering eller tredjemands finansiering af den pågældende specifikke vare eller tjenesteydelse. Både detailvirksomheder, som selv tilbyder finansiering af kreditkøb, og detailvirksomheder, som tilbyder tredjemandsfinansiering af kreditkøb, vil således være omfattet af undtagelsen.

Ud over betingelsen i litra a, skal betingelserne i litra b og c også opfyldes, for at undtagelsen i § 11 a, stk. 3, nr. 3, finder anvendelse.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, nr. 3, litra b, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted, hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af sælgeren.

Det er således et krav, at kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted, hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af sælgeren. Et eksempel på et system til brug for fjernsalg kan være en sælgers applikation, hvor kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse. I så fald må markedsføring af forbrugerkreditaftalen gerne ske i applikationen. Dermed er markedsføring ikke kun begrænset til et forretningssted eller hjemmeside, men må også ske i systemer til brug for fjernsalg, der drives af sælgeren, hvorfra det er muligt for forbrugere at ansøge om en forbrugerkreditaftale. Markedsføring af kreditten vil derimod ikke kunne ske eksempelvis i tv, på sammenligningssider på internettet, i trykte reklamer eller i det offentlige rum.

Ud over betingelsen i litra b, skal betingelserne i litra a og c også opfyldes, for at undtagelsen i § 11 a, stk. 3, nr. 3, finder anvendelse.

Lovændring: L801 af 09-06-2020 § 2, nr 1.

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

Note: LFF 149 af 26-03-2020, bemærkninger til § 2

Det foreslås i § 11 a, stk. 3, nr. 3, litra c, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler til forbrugere, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter markedsføringen sker i tilknytning til oplysningen om varens eller tjenesteydelsens kontantpris.

Der må således ikke være tale om markedsføring af muligheden for kredit i form af henstand med betalingen for varer eller tjenesteydelser generelt. Forbrugeren skal have mulighed for at sammenholde omkostningerne ved finansieringstilbuddet med kontantprisen på den konkrete vare eller tjenesteydelse.

Selvom forbuddet i § 11 a, stk. 1, finder anvendelse, vil det således være tilladt at markedsføre forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent, hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, når de kumulative betingelser i litra a-c er opfyldt. Det bemærkes hertil, at forbuddet i § 11 a, stk. 1, er en hovedregel og, at § 11 a, stk. 3, nr. 3, alene indeholder en undtagelse til hovedreglen. Derfor vil en forbrugslånsvirksomhed, som er omfattet af markedsføringsforbuddet, alene kunne markedsføre sine forbrugerkreditaftaler for de i stk. 3, nr. 3, nævnte tilfælde og steder.

Undtagelsen vil medføre, at f.eks. en kreditformidler vil kunne markedsføre muligheden for finansiering af en specifik vare i eget forretningslokale eller på egen hjemmeside. I så fald skal markedsføringen indeholde de oplysningskrav, der er angivet i markedsføringslovens § 18.

Omvendt vil eksempelvis en detailhandler, som har indgået aftale med en kreditgiver, ikke kunne markedsføre finansiering af en specifik vare uanset årlige omkostninger i procent på fx TV. Det skyldes betingelsen i litra b, som begrænser undtagelsen i forhold til stedet, hvor markedsføring må finde sted.