Søg eller stil et spørgsmål...
Tryk CtrlK
Log ind eller opret en gratis bruger for at få adgang til noter, domme, bekendtgørelser, vejledninger, forarbejder, mv.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 7
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 9, stk. 3.
Retsmøder er som udgangspunkt offentlige, men retten kan i medfør af retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 3, bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre, når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse, herunder når der skal afgives forklaring om forretningshemmeligheder. Efter retsplejelovens § 29, stk. 2, kan der derudover i borgerlige sager, efter anmodning fra parterne, træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er af særlig betydning for parterne at undgå offentlighed om sagen, og ingen afgørende offentlig interesse strider herimod. Når særlige grunde taler for det, kan retsformanden i medfør af retsplejelovens § 29 e, give andre end dem, der har med sagen at gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre. De pågældende må i så fald ikke give meddelelse om forhandlingen til nogen, der ikke har haft adgang til mødet, medmindre dørlukning alene er sket af hensyn til ro og orden i retslokalet.
Retsplejelovens § 41, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til aktindsigt i domme og kendelser mv. efter reglerne i retsplejelovens §§ 41 a-41 c, 41 e og 41 g.
Det fremgår af retsplejelovens § 41 b, stk. 1, at enhver kan forlange at få udleveret kopi af domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostninger i borgerlige sager. Retten til aktindsigt kan dog i medfør af § 41 b, stk. 3, begrænses, i det omfang dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af § 41 e, stk. 4.
Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 41 c, stk. 1, at hvis der i en sag er anvendt skriftlig forelæggelse eller procedure i medfør af retsplejelovens §§ 366, 387, 850, 878 og 930 a, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf, når der er afsagt dom i sagen, medmindre dokumenterne er omfattet af et forbud mod offentlig gengivelse, jf. retsplejelovens § 31 b. Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 41 c, stk. 3, at hvis der i en sag er anvendt endelige påstandsdokumenter eller sammenfattende processkrifter i medfør af retsplejelovens § 357, stk. 1 og 2, har enhver ret til at få udleveret kopi heraf fra 2 arbejdsdage før hovedforhandlingens begyndelse. Retsplejelovens § 41 c, stk. 4, fastslår, at retsplejelovens § 41 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Efter retsplejelovens § 41 d, stk. 1, kan den, der har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, derudover forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der vedrører en borgerlig sag eller en straffesag, herunder indførsler i retsbøgerne, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål. Retten til aktindsigt kan i medfør af retsplejelovens § 41, d, stk. 5, nr. 5, begrænses, i det omfang dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, og ansøgerens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i medfør af retsplejelovens § 41 e, stk. 4.
Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 4, kan den myndighed, der behandler en anmodning om aktindsigt, endvidere bestemme, at et dokument, der søges aktindsigt i, inden gennemsynet eller kopieringen skal anonymiseres, hvis dokumentet indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virksomheders forretningshemmeligheder, således at de pågældendes identitet ikke fremgår.
...
Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 9, stk. 3.
Det bemærkes, at hensynet til parternes og eventuelle tredjeparters legitime interesser, samt til eventuelle skadevirkninger, som rettens afgørelse måtte medføre, vurderes i forvejen at blive inddraget i forbindelse med rettens afgørelse efter retsplejelovens kapitel 2, kapitel 3 a og § 339 a. Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7 indebærer således ikke en fravigelse af gældende ret, og har alene til hensigt at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet.
Der henvises nærmere til afsnit 2.8 i de almindelige bemærkninger.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 7
Efter den foreslåede bestemmelse i § 7 skal retten, når den i sager om ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed træffer afgørelse efter retsplejelovens kapitel 2, kapitel 3 a og § 339 a, tage hensyn til behovet for at sikre adgangen til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang, samt til parternes og relevante tredjeparters legitime interesser, og til eventuel skade, som parterne og relevante tredjeparter måtte lide som følge af, at en anmodning om sådanne foranstaltninger efterkommes eller afvises.
Lovteksten er konsolideret af Coju den 2018-04-25, som er ikrafttrædelsesdato for den seneste ændring.
______________________