Søg eller stil et spørgsmål...
Tryk CtrlK
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 15.
Der findes ikke regler i dansk ret om pligten til at offentliggøre retsafgørelser vedrørende krænkelse af forretningshemmeligheder. Dansk ret indeholder dog lignende regler på en række andre områder.
Det gælder f.eks. patentlovens § 60 a, varemærkelovens § 44 a, designlovens § 39 a, ophavsretslovens § 84 a, fødevarelovens § 19 c, § 15 a i lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og § 26 c i lov om plantenyheder. Der findes tilsvarende en bestemmelse i straffelovens § 273, stk. 2, om ærekrænkelser.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Efter den foreslåede § 17, stk. 1, kan retten i en dom, hvorved nogen dømmes for ulovlig erhvervelse, brug eller videregivelse af en forretningshemmelighed, bestemme, at dommen på den krænkede parts anmodning skal offentliggøres i sin helhed eller i uddrag.
Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 15, stk. 1, og er udformet på baggrund af lignende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven, ophavsretslovens, fødevarelovens, lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og lov om plantenyheder, jf. ovenfor.
Det forudsættes, at en offentliggørelse i medfør af den foreslåede § 17, stk. 1, sker i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven, straffelovens § 264 d og retsplejelovens § 1017 d.
De afgørelser, der offentliggøres efter forslagets § 17, kan både være straffesager og civilretlige sager. Forslagets bestemmelser gælder således naturligvis også i de civilretlige retssager, hvor der udover en påstand om erstatning, også nedlægges påstand om straf.
For så vidt angår straffesager, vil offentliggørelse i medfør af forslagets § 17, være omfattet af retsplejelovens § 1017 d, stk. 1, der bestemmer, at domme og kendelser i straffesager kun må gengives offentligt, når de er anonymiseret, således at sigtedes, tiltaltes, forurettedes eller vidners identitet ikke fremgår.
...
Det kræves imidlertid ikke efter retsplejelovens § 1017 d, at anonymiseringen skal være så effektiv, at end ikke de nærmeste kan genkende den pågældende. Da der således vil kunne blive tale om offentliggørelse af oplysninger om en identificerbar fysisk person, vil der kunne være tale om behandling (herunder offentliggørelse) af personoplysninger, som er underlagt de databeskyttelsesretlige regler, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 1.
Det er i den forbindelse en forudsætning med forslagets § 17, at der ikke offentliggøres følsomme oplysninger omfattet af forordningens artikel 9 og 10, og sådanne oplysninger skal således på effektiv vis også udelades i forbindelse med offentliggørelsen. Offentliggørelse af personoplysninger skal i øvrigt ligge inden for databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens rammer.
Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Anonymiseringen skal være så effektiv, at de pågældende ikke kan genkendes i en videre kreds. Det er således ikke nok blot at anonymisere navne og præcise adresseangivelser, hvis dommen eller kendelsen indeholder andre oplysninger, der gør det muligt at identificere de pågældende. Det kan f.eks. være nødvendigt også at udelade oplysninger om en persons erhverv eller beskæftigelse, hvis denne oplysning i kombination med navnet på den by, hvor vedkommende bor, og eventuelt vedkommendes alder og køn reelt giver en bred kreds mulighed for at identificere den pågældende. Det er også ofte nødvendigt at udelade fødselsdatoer (i modsætning til fødselsår).
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Ved offentliggørelse skal forretningshemmeligheden beskyttes, hvilket indebærer, at forretningshemmeligheden ikke må videregives ved offentliggørelsen, jf. præambelbetragtning nr. 31.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Efter den foreslåede § 17, stk. 2, påhviler pligten til offentliggørelse den krænkende part. Offentliggørelsen skal ske på den krænkende parts bekostning og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges. Ved offentliggørelse efter den foreslåede stk. 1 skal forretningshemmeligheden beskyttes.
Den foreslåede bestemmelse er udformet på baggrund af lignende bestemmelser i patentloven, varemærkeloven, designloven, ophavsretsloven, fødevareloven, lov om beskyttelse af halvlederprodukters udformning (topografi) og lov om plantenyheder, jf. ovenfor.
Bestemmelsen indebærer, at retten kan træffe afgørelse om, at offentliggørelse i f.eks. et dagblad skal ske med samme typer, som dagbladets almindelige tekst. Retten træffer afgørelse om offentliggørelsens form, placering etc. efter anmodning fra den krænkede part.
...
Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.1 i de almindelige bemærkninger.
Note: LFF 125 af 10-01-2018, bemærkninger til § 17
Efter den foreslåede § 17, stk. 3, skal retten, når den træffer bestemmelse om offentliggørelse efter den foreslåede § 17, stk. 1, og vurderer proportionaliteten heraf, tage hensyn til en række særligt opregnede forhold, i det omfang det er relevant. Det drejer sig om forretningshemmelighedens værdi (nr. 1), den krænkende parts adfærd ved erhvervelse, brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 2), konsekvenserne af den ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 3), sandsynligheden for den krænkende parts yderligere ulovlige brug eller videregivelse af forretningshemmeligheden (nr. 4), og om oplysningerne om den krænkende part vil være af en sådan art, at en fysisk person vil kunne identificeres, og hvis dette er tilfældet, om offentliggørelse af disse oplysninger er berettiget, navnlig på baggrund af den mulige skade, som offentliggørelsen kan medføre for privatlivets fred og den krænkende parts omdømme (nr. 5).
Den foreslåede bestemmelse svarer med de fornødne sproglige tilpasninger til direktivets artikel 15, stk. 3, og forpligter retten til at foretage en generel proportionalitetsvurdering, når den træffer bestemmelse om, hvorvidt der skal ske offentliggørelse efter den foreslåede § 12, stk. 1. Opregningen i den foreslåede § 17, stk. 3, af de hensyn, som retten kan inddrage i den forbindelse, er ikke udtømmende.
Der henvises nærmere til afsnit 2.14.3.2 i de almindelige bemærkninger.
Log ind eller opret en gratis bruger for at få adgang til noter, domme, bekendtgørelser, vejledninger, forarbejder, mv.
Lovteksten er konsolideret af Coju den 2018-04-25, som er ikrafttrædelsesdato for den seneste ændring.
______________________